Marinerede rejer med gurkemejeris og quinoa

En super nem og lækker forret med marinerede rejer, der er i dekorativt selskab med gule ris blandet med sort quinoa, rød peber og rød tomat. Jeg bruger ofte forretten, hvis jeg serverer thai-, indisk- eller arabisk mad, men den passer som forret til alle slags retter


Ingredienser

Til 4 personer

  • 3/4 dl basmatiris
  • 1/4 dl sort quinoa
  • 2 dl vand
  • ½ tsk stødt gurkemeje
  • ½ cocktailtomat
  • 1 spsk finthakket rød peber
  • ½ spsk hakkede korianderblade
  • 12 tigerrejer eller vanameirejer, kogte (3 rejer pr person)

Marinade til rejerne

  • 1 dl friskpresset saft af limefrugt
  • 3 tsk flydende honning
  • ½ tsk tørret knust chili

Pynt

  • lidt skråtskåret forårsløg
  • lidt korianderblade

Sådan gør du

Læg rejerne i et fad, hvis det er frosne rejer, skal du lige tø dem op først

Rør ingredienserne til marinaden sammen og hæld det over rejerne, som stilles koldt mens du forbereder resten. Hvis du har tid, må rejerne gerne stå minimum 1 time

Kog ris, quinoa og gurkemeje efter anvisning på rispakken - det passer med at kogetiden er den samme

Fjern kerner fra den halve tomat og skær den i meget små stykker

Hak lidt rød peber meget fint, så du har 1 spsk

Hak korianderblade fint, så du har ½ spsk

Rør tomat, peber og koriander sammen med risene

Fyld en lille skål med noget af risblandingen, pres det godt sammen og vend det derefter ud på en tallerken. Husk at skylle skålen i koldt vand, inden du presser ris i, så slipper de nemmest. Jeg bruger en skål, der kan rumme 1 dl

Anret 3 rejer på tallerkenen sammen med risene

Dryp lidt af marinaden over rejerne og drys med lidt forårsløg og koriander