Risbudding med knas
Risbudding er en nem og lækker lille juleagtig dessert, som sagtens kan nydes hele året. Udgangspunktet er en risengrød, hvori der blandes flødeskum. På toppen lidt rosiner, tranebær, pistacienødder og hakkede mandler drysset med lidt kanelsukker. Server risbuddingen efter en lækker middag, eller server den, i mindre portioner, efter en frokost
Ingredienser
Til 6 personer
- 1 liter mælk
- 1 1/4 dl grødris
- 1 stang kanel
- 1 tsk. salt
- 2½ dl piskefløde
- 1 tsk vaniljesukker eller vaniljepasta
- ½ tsk stødt kardemomme
- 2 spsk. flormelis
- 4 blade husblas
- 3 spsk portvin, sherry, Grand Marnier eller Cointreau – hvis du vil have grøden non-alkoholisk, kan du bruge friskpresset appelsinsaft
Topping
- lidt rosiner 0g/eller tørrede tranebær
- lidt hakkede mandler 0g/eller pistacienødder
- evt lidt høvlet chokolade
Sådan gør du
- Skyl risene og lad dem dryppe af
- Kog mælken op, kom risene og kanelstangen i, skru ned for varmen og lad risene koge under låg ca 40-45 minutter. Rør i dem af og til, så de ikke brænder på
- Tag grøden af varmen, tag kanelstangen op og rør salt i. Afkøl grøden
- Læg husblas i blød i en skål med vand i 5 minutter
- Pisk fløden til skum med vanilje, kardemomme og flormelis. Vend det forsigtigt i grøden
- Vrid husblassen og smelt den i en lille gryde sammen med portvin (eller hvad du ønsker af hedvin eller saft).Lad det køle af og vend det forsigtigt i grøden
- Kom grøden i glas eller små skåle og drys med den topping, du har valgt