Ristet rissauce - แจ่ว (nam jim jaew) har alt det i sig, som gør thai sauce så lækkert: den er røget, spicy, sød og sur. Saucen er hurtig at lave med få ingredienser, og den er fantastisk til ris, grøntsager og alle slags grillet eller stegt kød eller fisk. Den stammer fra Isan-provinsen i det nordøstlige Thailand, men den serveres overalt i landet, på restauranter og i gadekøkkener som alternativ til 'almindelig' chilisauce. Nam Jim Jaew er ikke super spicy, men har man lyst til at give den gas med det stærke, kan man jo bare gøre det ved at tilsætte mere chili
Ingredienser
til 4 personer som tilbehør
- 4 spsk jasminris
- 4 stængler citrongræs
- 4 spsk fiskesauce
- 2 spsk soyasauce, lys eller mørk soya afhængig af, om du vil have en lys eller mørk sauce (jeg brugte den mørke)
- 8 spsk friskpresset limesaft
- 2 spsk flydende honning, gerne akaciehonning - alternativt en lys sirup eller 2 tsk palmesukker
- 3-4 stk røde tørrede thaichilier eller 2-2½ tsk knuste, tørrede chiliflager
- 1 mellemstort rødløg
- 1 håndfuld frisk koriander
Sådan gør du
- Varm en pande op til middel varme, hæld jasminrisene på panden og tørrist dem, indtil de bliver gyldne
- Kom de ristede ris i en morter eller stavblender og mort/blend dem til en grov rismel
- Pil og hak løget meget fint
- Hak citrongræs (det hvide) og de tørrede chilier fint, kom det i en skål sammen med de hakkede løg, fiskesauce, soya, honning og limesaft og rør det godt sammen (bruger du knust, tørret chili, kommer du det bare i skålen)
- Hak den friske koriander
- Inden serveringen, røres de ristede ris og den hakkede koriander i
Har du fået lavet mere sauce, end der bliver spist, kan den sagtens gemmes nogle dage i køleskabet i en beholder med låg