Hybenroser er lig med duft af dansk sommer. Langs fjorde, strande og mange andre steder, blomstrer og dufter de smukke hybenroser lige nu. Så har man lyst til rosensirup, er det bare med at hoppe på cyklen og køre ud og finde nogle roser. Bladene er nemme at plukke, og man kan nyde duften imens. Men der skal plukkes mange, for de vejer næsten ingenting. Jeg fik nemt plukket 150 gram, så det lyder min opskrift på. Når du kommer hjem med bladene, er det en god idé at gå dem igennem for insekter og måske sand, hvis du har fundet dem på stranden.
Du kan bruge din rosensirup som du bruger anden sirup. Til is, til ost, til pandekager, på yoghurt eller i drinks eller som saft. Og siruppen kan gemmes og bruges til vinter, hvor man kan lade tankerne flyde hen til en lækker sommerdag.
For at så den smukkeste sirup, er det en god idé ikke at blande forskellige farver af blade. Til en rød sirup plukkes røde/pink hybenrosenblade. Bruger du hvide blade, får du en gul sirup. Man kan også bruge blade fra haveroser, men det er jo ikke sikkert, haveejere har lyst til at plukke bladene af roserne
Siruppen skal koge ind til ca ½ eller 1/3 afhængigt af, hvor tyktflydende du vil have den. Den bliver tykkere, når den køler ned. Du kan tjekke konsistensen ved at tage en teskefuld op på en kold tallerken og lade den køle af. Foretrækker du den tykkere, lader du siruppen koge lidt mere, foretrækker du siruppen helt tynd, lader du den blot koge op og hælder den på atamonskoldede glas eller flasker - og så har du sommer på glas i lang tid
Og husk at gemme bladene, når du sier siruppen fra - de kan bruges til den lækreste marmelade
Se også opskrifterne på mine andre lækre sirupper her
Ingredienser
Til ca 3 dl rosenbladesirup, afhængigt af hvor meget du koger det ind
- 150 g nyplukkede hybenroseblade
- 6 dl vand
- friskpresset saft af 1 citron
- 300 g sukker
Sådan gør du
- Rens hybenrosebladene, så de er fri for insekter, sand mm.
- Kom sukker, vand og friskpresset citronsaft i en gryde og varm det op til sukkeret er opløst og lad det koge op
- Tilsæt hybenrosebladene og kog 1 minut. Tag gryden af varmen og hæld blade og væske på et stort skoldet glas
- Lad det derefter trække i køleskabet 2-3 dage
- Efter 2-3 dage: Si væsken fra bladene over i en gryde og kog rosensiruppen op. Gem bladene - de kan bruges til marmelade. Lad derefter siruppen småsimre til den har den konsistens, du ønsker. Jeg lod min sirup koge i 45 minutter og kogte den derved ind til halvdelen, så den blev en lille smule tyk men stadig ret flydende. For en tykkere sirup, lader du den koge længere. For en helt tynd sirup, lader du den bare lige koge op. Du kan tjekke konsistensen ved at tage en teskefuld op på en kold tallerken og lade den køle af. Foretrækker du den tykkere, lader du siruppen koge lidt mere
- Hæld derefter siruppen på atamonskoldede glas eller flasker og opbevar den køligt