Salat med jordbær og hyldeblomster
Salat med jordbær og hyldeblomster er en meget nem, frisk og lækker sommersalat. Gå en tur, hvor der er hyldebærbuske (gå væk fra vejen, så blomsterne ikke har fået bilos), der blomster her i midten af juni, pluk et par klaser af blomsterne med hjem og brug dem som pynt på denne jordbærsalat. Det er smukt sammen med de røde jordbær og den grønne salat. Salaten har få ingredienser og er super nem at lave. Dressingen har sødme fra hyldeblomstsaften og det syrlige fra citron, hvilket er fantastisk til jordbær. Måske du selv har lavet hyldeblomstsaft (find min opskrift her), og ellers kan man sagtens købe en lækker en af slagsen. Nyd salaten til grill, kød eller fisk, til tærter eller til alt andet, hvortil du bruger salat.
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør
- 1 romainesalat eller hjertesalat
- 450 g jordbær
- 100 g bælgede ærter
- 25 g pinjekerner, ristede
Hyldeblomstdressing
- 2 spsk olivenolie
- 2 tsk friskrevet citronskal af en ubehandlet/økologisk citron
- 2 spsk friskpresset citronsaft
- 1 spsk hyldeblomstsaft, koncentreret
- salt og friskkværnet peber
Pynt
- 1 klase hyldeblomster
- lidt citronmelisse
Sådan gør du
- Rist pinjekernerne på en tør pande og hæld dem op på en tallerken
- Skyl salaten og anret den på et fad. Lad nogle af bladene være hele og riv/skær resten i mindre stykker
- Skyl jordbær, skær dem i skiver eller halve , afhængigt af størrelsen - og fordel dem over salaten
- Bælg ærternerne og fordel dem over salaten sammen med pinjekernerne
- Rør ingredienserne til dressingen sammen i en lille skål, smag den til med salt og friskkværnet peber og dryp den over salaten
- Pynt salaten med friske hyldeblomster og lidt hakket citronmelisse