Singapore nudler med rejer
Der er mange måder at lave Singapore nudler på. Retten varierer afhængig af, hvor man får den, og hvem der har lavet den. Men der er altid lækre grøntsager i. Mine Singapore nudler, i denne opskrift, er lavet med ægnudler (hvilket er det mest almindelige), rejer og grøntsager. Jeg har brugt rød peber, løg, gulerod og sukkerærter, men grønne bønner er en god erstatning for en af grøntsagerne, eller som supplement. Jeg bruger 2 spsk Sambal-Oelek til en spicy ret, så vurder selv, om du vil have dine Singapore nudler spicy, medium eller milde
Ingredienser
Til 2 personer
- 160 g ægnudler
- 3 spsk olie til stegning
- 2 æg, let sammenpiskede
- 1 stort løg
- 1 rød peber
- 2 gulerødder, mellemstørrelse
- 1 solo hvidløg eller 4 almindelige fed hvidløg
- 200 g rejer, fx frosne, kogte Vannameirejer – du kan også bruge friske rejer med haler
- 2 tsk karry, mild
- 1 tsk palmesukker, rørsukker eller almindelig sukker
- 4 spsk soyasauce
- 1-2 spsk Sambal-Oelek eller anden chilipasta
- 2 spsk østerssauce
Til servering
- 50 g sukkerærter
- evt 1 rød chilli
Sådan gør du
- Bruger du frosne rejer, skal disse tøes op
- Pil løg, halver det på tværs og skær det i tynde strimler
- Pil og hak hvidløg fint
- Skyl den røde peber, fjern stilk og kerner og skær den i tynde strimler
- Vask
eller skræl gulerødder, halver dem og skær dem i tynde stave
- Tilbered nudlerne efter anvisning på pakken, og lad dem dryppe af i en si
- Skyl sukkerærter og skær dem i 2-3 strimler på langs. Stil til side til servering
- Hvis du vil drysse med rød chili, hakkes den og stilles til side til servering
- Pisk æggene let sammen i en skål
- Varm 1 spsk olie op til middelvarme i en pande med høj kant, så kan du bruge den til hele retten, hvis ikke du bruger en wok, hæld æggene i panden og vip den rundt, så æggene flyder helt ud til kanten i et tyndt lag. Steg til ægget er blevet stift, rul det derefter til en 'roulade', læg den på et skærebræt og skær den i tynde strimler. Stil til side til servering
- Tør panden af for evt æggerester med et stykke køkkenrulle og varm 2 spsk olie op til middelhøj varme
- Tilsæt løg, rød peber og gulerodsstave og steg dem ca 2 minutter til løget er blevet blødt
- Tilsæt hvidløg og steg yderligere 1 minut
- Rør karry og sukker i, tilsæt rejerne og steg 2 minutter
- Tilsæt soyasauce, Sambal-oelek og østerssauce og vend det hele godt sammen
- Vend til sidst de tilberedte nudler i og varm igennem
Server retten i skåle eller dybe tallerkener toppet med sukkerærterne, æggestrimlerne og evt drysset med hakket chili