Stegte nudler med kylling og palmekål

Palmekål er en variant af grønkål, og den stammer fra Italien. Den kaldes også toscansk/italiensk grønkål (cavolo nero). Det er super sundt at spise de grønne blade, da de er rige på A, C og K vitaminer samt mineralerne calcium og jern. Og desuden indeholder palmekålen antioxidanter, der er godt for immunforsvaret. Samtidig med alt det sunde, smager kålen godt, nærmest som den grønkål, vi kender herhjemme. Retten her, med palmekål og kylling, er inspireret af det asiatiske køkken med ingefær, chili, soya, lime og hvidløg. Og den er nem at lave. Når du steger nudlerne, så kom lidt på panden ad gangen, så de alle bliver stegte og gyldne


Ingredienser

4 personer

  • ca 320 g ægnudler
  • 400 g kyllingebryst
  • 10 blade palmekål
  • 1 løg, mellemstort
  • lidt olie til stegning

Sauce

  • 3 fed hvidløg, revet
  • 3 spsk revet ingefær
  • 2 spsk sambal-oelek eller anden chilipasta, som, efter dine smagsløg, giver en medium spicy ret
  • ½ dl soyasauce
  • ½ dl østerssauce
  • 2 spsk friskpresset limesaft 
  • ½ tsk sukker
  • 1 tsk maizena eller anden majsstivelse

Topping

  • 4 spsk saltede peanuts
  • mynteblade
  • 2 limefrugter i både

Sådan gør du

  1. Tilbered nudlerne efter anvisning på pakken, skyl dem med koldt vand og lad dem dryppe af
  2. Pil hvidløg, skræl ingefær og riv begge dele
  3. Pil løget, del det på midten, og skær det i tynde skiver
  4. Skær kålbladene fra den midterste 'stilk', og skær dem i mundrette stykker
  5. Skær kyllingebryst i tynde strimler
  6. Bland ingredienserne til saucen sammen i en skål
  7. Varm lidt olie op til høj varme på en pande med høj kant og lynsteg kyllingestrimlerne nogle minutter
  8. Tilsæt løg og palmekål og steg til det har fået farve
  9. Læg kylling, løg og palmekål op på en tallerken
  10. Tør panden af, hvis der sidder stegerester i den og varm den igen op med olie og steg nudlerne. Kom lidt på panden ad gangen, så du kan sprede nudlerne ud på panden, så de får farve
  11. Når alle nudlerne er stegte, blander du kylling, løg og palmekål i panden og vender det sammen med nudlerne
  12. Skru ned for varmen, hæld lidt olie i og derefter saucen og vend det hele godt og forsigtigt sammen. Varm igennem så saucen tykner lidt
  13. Anret nudelretten med mynteblade, saltede peanuts, evt ekstra soyasauce og limebåde, så man selv kan dryppe lime saft over