Thai rissalat med marineret kylling og grøntsager

Jeg er vild med rissalat for tiden, og denne thai rissalat er ingen undtagelse. Den er hurtig at lave og super lækker med marineret kylling og lynstegte grøntsager. Der skal lige snittes lidt, men det tager ikke lang tid. Starter du med at marinere kyllingen, kan den stå på køl og trække imens du snitter. Har du god tid, kan du lade kyllingen marinere nole timer. Rissalaten serveres drysset med basilikum og snittet forårsløg samt lidt peanuts. Kan du ikke finde thaibasilikum, kan du bruge almindelig basilikum. Thaibasilikum smager lidt lakridsagtig, nogen mener mynteagtigt. Så har du lidt mynte, kan du evt hakke det med sammen med den almindelige basilikum


Ingredienser

Til 4 personer 

  • 600 g kyllingebryst
  • 200 g ris, fx basmati eller fuldkornsris
  • 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
  • 1 bundt grønne asparges – ca 16-18 stk
  • 100 g sukkerærter
  • 1 rød peber
  • 4-5 forårsløg
  • 1 lille håndfuld thaibasilikum, hvis du kan finde det – ellers bruges almindelig basilikum
  • olie til stegning – olivenolie eller fx sesamolie

Marinade

  • 1 spsk revet ingefær
  • 2 fed revet hvidløg
  • 3 spsk friskpresset limesaft
  • 2 spsk rød thai curry paste
  • 2 spsk soyasauce
  • 2 spsk østerssauce
  • 1 tsk flydende honning
  • 2 spsk olivenolie eller sesamolie

Topping

  • ristede peanuts – gerne de saltede
  • lidt hakket basilikum
  • lidt snittet grøn fra forårsløg

Sådan gør du

  1. Start med at røre alle ingredienserne til marinaden sammen i en skål, hvor også kyllingen kan være
  2. Skær kyllingebryst i tynde strimler og vend dem i marinaden. Stil kyllingen på køl og lad den trække minimum ½ time men gerne længere, hvis du har tid
  3. Kog risene efter anvisning på pakken og tilbered grøntsagerne imens
  4. Pil og hak hvidløg fint
  5. Skyl asparges, knæk det nederste af og skær dem i skrå skiver
  6. Skyl sukkerærter og skær dem i 2-3 skrå skiver
  7. Skyl den røde peber og skær den i strimler
  8. Skyl forårsløg og skær dem i skrå skiver. Skær det grønne af ét af løgene, snit det fint og stil det til side til topping
  9. Hak basilikum med en kniv – gem lidt til topping
  10. Varm en pande eller wok op med olien og steg kyllingestrimlerne ved høj varme til de er næsten gennemstegte (gem den marinade, der er tilbage i skålen). Steg halvdelen af gangen, så kyllingestrimlerne ikke blot koger. Læg de stegte kyllingestrimler op på en tallerken
  11. Kom evt lidt mere olie på panden/i wok'en og lynsteg hvidløg, asparges, sukkerærter og rød peber ved høj varme . Pas på grøntsagerne ikke steger for meget – kun 1½ minut
  12. Skru ned for varmen og kom kyllingen tilbage i panden/wok'en sammen med forårsløg, basilikum og resten af marinaden, som kyllingen har ligget i. Vend det godt sammen og varm igennem
  13. Kom risene i en stor skål eller portionsslåle og anret kylling og grøntsager over – sørg for at få al marinaden med
  14. Drys med peanuts, lidt hakket basilikum og det snittede grønne fra forårsløget