Thaisalat med tun og sukkerærter
En nem, herlig og spicy thaisalat med tun og sukkerærter. Salaten har en dejlig frisk dressing, som du kan regulere, hvor spicy du vil have ved enten at bruge chilikernerne eller udelade dem. Vælg også den type chili, der for dine smagsløg giver en spicy salat. Salaten er super som en frokost- eller forret eller som en ret i en thaimenu med flere retter, som man selv sidder og vælger imellem
Ingredienser
Til 4 personer
- 2 spsk jasmin- eller basmatiris
- 2 dåser tun i vand
- 100 g sukkerærter
- 2 små rødløg
- 2 stængler citrongræs
- 1 håndfuld frisk mynte
Chili-lime dressing
- 1 rød chili *), hakket fint
- 1 fed hvidløg, hakket fint
- 1 spsk sukker
- 2 spsk limesaft
- 1 spsk Fish Sauce (hvis ikke du er til Fish sauce, kan du bruge soya i stedet)
Til servering
- lidt frisk basilikum, kan udelades
- 1 limefrugt skåret i både
- lidt salat, jeg brugte lidt feldsalat
*) hvis du bruger chilikernerne, bliver dressingen mere spicy, så du vurderer selv, om du vil fjerne dem eller ej
Sådan gør du
- Bland alle ingredienserne til dressingen sammen i en skål
- Rist risene på en pande ved middelvarme, uden at de tager for meget farve (de må kun blive svagt lysebrune). Rist dem 3-4 minutter, køl dem af og knus dem derefter i en morter (eller noget andet, der kan knuse dem) eller du kan køre dem med en stavblender. De skal blive til et groft pulver
- Hæld tunen op i en si, lad den dryppe godt af og pres det sidste væde fra med en grydeske gennem sien
- Pil og snit løget i tynde strimler
- Snit citrongræs og hak mynten
- Skyl sukkerærterne og skær dem i halve på langs
- Vend løg, citrongræs, mynte, sukkerærter og tun i dressingen
- Anret salaten på tallerkener eller i skåle sammen med lidt salat og drys med de ristede ris og evt lidt frisk basilikum
- Server salaten med limebåde