De traditionelle og autentiske vietnamesiske retter er i høj kurs i mit køkken. Mange af retterne stammer fra gadekøkkener, som der er virkelig mange af i Vietnam, så de er hurtige og nemme at lave samtidig med, at de er yderst velsmagende og lækre. Der er næsten altid mange sprøde grøntsager i de vietnamesiske retter, ikke meget fedt samt lækre, lette saucer, hvilket er lige efter mit hoved. Soya-honningcremen til denne ret er virkelig god. Jeg måtte spørge i det lille gadekøkken i Ho Chi Minh City, hvilke ingredienser, kokken brugte, for det kunne jeg ikke lige lure. Jeg har prøvet mig frem og er kommet frem til en creme, der er tæt på det, jeg husker
Ingredienser
til 4 personer
- ca 550 g kyllingebryst
- 1 mellemstort løg, gerne rødløg
- 2 store gulerødder
- 200 g hvidt spidskål
- 1 zucchini
- 4 fed hvidløg
- 2 spsk revet ingefær
- 1 stilk citrongræs
- 1-2 røde chili, retten er medium spicy
- 2 spsk soyasauce
- 1 spsk fiskesauce, kan udelades og erstattes med et nip salt
- revet skal af 1 ubehandlet limefrugt, ca 1 spsk
- friskpresset saft af 1 limefrugt
- ½ dl vand
- 2 spsk kokosolie, anden olie kan bruges
Soya-honningcreme
- 2 dl skyr 0,2 % eller A38 naturel 0,5 %
- 2 tsk soyasauce
- 1 tsk akaciehonning eller anden blomsterhonning
- 1 tsk revet ingefær
Til servering
- 75 g ristede cashewnødder
- 1 lille håndfuld hakket, frisk koriander
- 1-2 limefrugt i både
- 4 dl basmatiris
Sådan gør du
- Rist cashewnødderne på en tør pande og stil dem til side
- Hak koriander og mynte og stil det til side
- Bland ingredienserne til soya-honningcremen i en skål og rør dem godt sammen
- Pil løget, skær det midt over og skær hver halvdel i tynde strimler
- Pil og hak hvidløg, skær chili og det hvide af citrongræsstilken i tynde skiver og riv ingefær
- Skræl gulerødder og skær dem i skrå skiver (julienneskåret)
- Skyl zucchinien, skær den igennem på langs og skær de to halvdele i tynde skiver
- Snit spidskål fint
- Riv skal af limefrugten og pres saften
- Skær kylling i tynde strimler
- Kog risene efter anvisning på pakken og gå i gang med retten
- Varm kokosolien op i en sauterpande, wok eller anden dyb pande og steg kyllingestrimlerne heri i 3-4 minutter. Kom kyllingestrimlerne i panden lidt ad gangen, så de steger og ikke begynder at koge
- Tilsæt løg, hvidløg, chili, ingefær og citrongræs og steg videre i 1 minut
- Tilsæt vand, fiskesauce, soya, limesaft og -skal samt gulerødder og spidskål og lad retten stege ved svag varme i 3-4 minutter
- Tilsæt zucchini og steg yderligere 2 minutter
Server i skåle eller på tallerkner med ris og pyntet med cashewnødder, koriander og med limebåde og soya-honningcreme til