En lækker salat, der overhovedet ikke er afhængig af årstiden, da alle ingredienserne kan fås både sommer og vinter. Spidskålssalaten er lækker til grill, til et stykke laks eller anden fisk samt til frikadeller.
Ingredienser
Til 2 personer
- 3 dl fintsnittet hvid spidskål eller hvidkål
- 3 dl fintsnittet rød spidskål eller rødkål
- 1 dl edamamebønner, frosne men optøede
- 1 pærer
- 75 g aspargesbroccoli, alternativt grønne asparges eller almindelig broccoli
- 1 spsk Sambal-Oelek eller anden chilisauce
- ½ tsk kardemomme
Dressing
- 2 spsk revet ingefær
- 1 spsk citronsirup, anden sirup kan bruges *
- saft af 1 limefrugt
- 2 spsk soyasauce
- 1 rød chili
- 2 spsk hakket frisk koriander
- 1 lille løg hakket meget fint
Til pynt
- 1 dl mandler
- 1 spsk soyasauce
- 1 dl friske blåbær, andre bær kan sagtens bruges
- 1 spsk sesamfrø
* Jeg brugte min hjemmelavede citronsirup
Sådan gør du
- Bland ingredienserne til dressingen
- Hæld edamamebønnerne i en skål, overhæld dem med kogende vand, som straks sies fra. Lad bønnerne dryppe af
- Snit både hvid- og rød spidskål fint og kom det i en skål
- Lav små buketter af aspargesbroccolien. Behold noget af stænglen på. Resten af stænglerne skæres i tynde skiver. Kom det hele i skålen til kålen. Hvis du bruger asparges, knækker du dem i passende stykker. Hvis du bruger almindelig broccoli, laver du små buketter
- Skyl pæren og skær den i små tern og kom disse i skålen
- Rist mandlerne på en tør pande til de tager lidt farve. Tilsæt soyasauce og tag panden af varmen (det bruser hurtigt op, så du skal hurtigt få panden af varmen). Lad soyasaucen trække ind i mandlerne og hæld dem ud på et stykke bagepapir for at køle af
- Bland Sambal-Oelek og kardemomme, kom det på panden sammen sammen med edamamebønnerne og giv det et opkog, så chilisaucen sætter sig på bønnerne
- Hæld dressingen over salaten og vend den rundt
- Fordel edamamebønnerne over salaten
- Hak de soyastegte mandler groft med en kniv og drys dem over salaten sammen med sesamfrø og blåbær lige inden serveringen