Blomkålssalat med jordbær og thaidressing

En virkelig lækker salat med få ingredienser. Blomkålen er mættende men alligevel let og passer fantastisk sammen med friske, lidt søde jordbær. Sammen med den let salte ost og den syrlige dressing er kombinationen fuldendt. Nyudsprungne, fine bøgeblade er fantastiske i en salat, så da vi har en mega lang bøgehæk, er der virkelig salatmuligheder lige ude i haven.  Jeg blandede rucola med fine, små bøgeblade og brugte også bladene som topping. Bladene smager let syrligt og passer godt sammen med rucola, og så er de smukke at se på med den fine lysegrønne farve. Denne blomkål-jordbærsalat passer til mange retter, hvortil man spiser salat - fx de lækre thaikyllingeboller med honning-soyasauce - den kan nydes som en frokostsalat, og den er en af mine favoritter til grill


Ingredienser

Til 4 personer som tilbehør 

  • 1 blomkål
  • 50 g rucola, evt blandet med små, nye bøgeblade hvid det er sæson
  • 2 forårsløg
  • 2 avocadoer
  • 125 g jordbær
  • 50 g ristede mandler eller mandelflager

Dressing

  • 20 g ingefær, revet
  • 2 fed hvidløg
  • saft og revet skal af 1 økologisk/ubehandlet lime (ca 1 tsk revet skal)
  • 3 spsk soya
  • 1 spsk vand
  • ½ tsk Sambal-oelek eller anden chilipasta
  • 1 tsk palmesukker eller almindelig sukker

Topping

  • tynde skiver af Prima Donna ost, alternativt Parmesan eller Vesterhavsost
  • de ristede mandler
  • lidt forårsløg
  • nogle små, nye bøgeblade hvis det er sæson

Sådan gør du

  1. Rist mandlerne på en tør pande, lad dem køle og hak dem groft - mandelflager ristes
  2. Rør ingredienserne til dressingen sammen i en lille skål
  3. Hak blomkålen fint med en kniv eller i en foodprocessor og kom det i en skål
  4. Hvis ikke du har købt skyllet rucola, skal den skylles. Bland den derefter med det hakkede blomkål
  5. Skyl og skær forårsløg i skrå skiver og kom dem i salaten – gem lidt til at drysse på topen
  6. Skræl avocado, skær dem i tern og /eller tynde skiver og vend i salaten
  7. Skyl jordbær, skær dem i skiver og vend i salaten – gem lidt til at putte på toppen
  8. Dryp dressingen over salaten og vend forsigtigt
  9. Top salaten med de ristede mandler/mandelflager, tynde skiver af Prima Donna osten, lidt forårsløg og evt nye, små bøgeblade