Blomme-hyben suppe med yoghurtcreme

Hvor er der bare mange blommer i år. Vi har både Reine Claude og en Victoriablomme. Reine Clauden har allerede modne blommer, så jeg er i gang med at bruge disse lækre gule blommer. I dag blev det til en lækker blomme-hyben suppe samt kompot. Det er en af de varme sensommerdage, så derfor blev suppen serveret kold, men på en grå dag, kan den sagtens nydes varm. Når suppen er siet, er der den lækreste frugtmasse tilbage. Smid den endelig ikke ud, for den kan meget nemt blive til den lækreste kompot (se billede nedenfor), som kan nydes på brød eller fx til grillet kylling eller fisk.


Ingredienser

Til 4 personer

Suppe

  • 500 g hyben
  • 700 g blommer
  • 1 l vand
  • 1 stang vanilje
  • 1 dl sukker
  • 1-2 tsk maizena, afhængigt af, hvor tyk eller tynd, du vil have suppen
  • 2-4 tsk koldt vand

Yoghurtcreme

  • 1 dl græsk yoghurt, fx 2%
  • 1 dl piskefløde
  • ½ tsk vaniljesukker

Blomme-hyben kompot

  • frugtmassen, der er siet fra suppen
  • 2 spsk af suppen


Sådan gør du

Suppe

  1. Skær blomst og stil af hybenfrugterne, skrab kernerne ud - det er nemmest med en teske - og skyl frugterne
  2. Skyl blommerne og skær dem over, så stenene kan fjernes
  3. Flæk vaniljestangen, skrab kernerne ud og bland dem med 1 tsk. af sukkeret
  4. Kom hyben og blommer i en gryde sammen med vaniljekerner, vaniljestang og vand og lad suppen simre i 15-20 minutter under låg til frugterne er møre
  5. Tilsæt sukkeret og kog et par minutter, til sukkeret er smeltet
  6. Fisk vaniljestangen op
  7. Hæld det hele gennem en fin si og kom suppen tilbage i gryden, som i mellemtiden er blevet skyllet ren - GEM endelig frugtmassen - så har du en lækker kompot!
  8. Rør Maizena og vand sammen
  9. Varm suppen op til den koger og hæld den opløste Maizena i lidt efter lidt under omrøring. Vurder hvor tyk, du vil have suppen
  10. Hæld suppen op i en kande eller karaffel og sæt den på køl
  11. Server suppen iskold med en kugle vaniljeis, flødeskum eller, som jeg har gjort, en creme af græsk yoghurt og flødeskum. Kammerjunkere eller müsli smager også super godt i suppen, og det udelukker jo ikke is eller flødeskum

Yoghurtcreme

  1. Rør vaniljesukkeret i yoghurten
  2. Pisk fløden og bland flødeskummet i yoghurten

Blomme-hyben kompot (se billede nedenfor)

  1. Kom den frasiede frugtmasse i en gryde og tilsæt 2 spsk af suppen
  2. Kog kompotten op 1 minut og lad den køle lidt af og giv den derefter en tur med stavblenderen, for at få en ensartet kompot. En almindelig blender kan også bruges, eller du kan vælge den 'grove' version og undlade at blende kompotten