At sidde i et gadekøkken i Bangkok og spise en helt autentisk thai fried rice (ข้าวผัด - khaw phad er noget af det bedste. Det er en simpel ret, og der er utrolig mange variationsmuligheder. Man kan vælge at lave den vegetarisk eller med rejer, hvilket en mine favoritter, eller man kan bruge kylling, okse- eller svinekød. Og masser af grøntsager, selvfølgelig. Man kan lave sine fried rice spicy eller milde - men ægget er et must. Enten et spejleæg over, æg ristet i sammen med grøntsager og kød eller en stykke omelet ved siden af.
Har du en rest ris, så gem den til dagen efter og lav fried rice - så er der nem mad.
Til mine fried rice her, har jeg valgt at bruge kylling (ข้าวผัดไก่ - khaw phad gay) og omelet ved siden af.
Ingredienser
til 4 personer
- 4 dl ris - jeg bruger altid basmati, men jasmin ris er også fine at bruge
- 1-2 stk kyllingebryst
- 1 rødløg
- 3 fed hvidløg
- 1 rød peberfrugt
- 2 gulerødder
- en håndfuld ærter - frosne er ok
- en håndfuld frosne majs
- 1 spsk soya
- 2 tsk kokos- eller palmesukker (rørsukker kan bruges)
- olivenolie til stegning
Omelet
- 4 æg
- lidt salt og peber
- lidt olivenolie til stegning
Til servering
- 1 håndfuld groft hakkede cashewnødder
- 2 forårsløg skåret i strimler
- 2 limefrugter delt i kvarte
- evt. lidt hakket chili og/eller chilisauce
Sådan gør du
- Kog risene efter anvisning på pakken
- Pil og skær rødløg i små tern og hak hvidløg
- Skær peberfrugten i tern
- Skræl gulerødderne og skær dem i skiver eller tern
- Skær kyllingebryst i tynde strimler
- Sauter løg og hvidløg i en wok, sauterpande eller stegepande til de bliver klare
- Tilsæt kyllingestrimlerne og steg dem til de er gennemstegte - husk at vende dem rundt, så de bliver stegt fra alle sider
- Tilsæt gulerødder og steg dem med 1 minut
- Tilsæt ris og rør dem godt rundt, så de ikke klumper
- Tilsæt ærter, majs og peberfrugt samt sukker og soya, rør det godt rundt og varm igennem
- Pisk æggene sammen med lidt salt og peber og lav en omelet. En portion til 4 personer med 4 æg deler jeg i to, så omeletten kan blive tynd. Jeg "skubber lidt rundt" i omeletten under stegning, så den bliver lidt "krøllet"
Server risretten formet som en halvkugle. Jeg fylder retten i en passende portionsskål og presser den sammen med en ske. Lægger en tallerken over som låg og vender skål og tallerken - og vupti, så har jeg en halvkugle, som jeg pynter med forårsløg, cashewnødder og limestykker og lægger et stykke omelet ved.
Hvis du vil have dine fried rice spicy, serverer du hakket chili til og/eller evt en spicy chilisauce. Spicy æblechutney er også et hit til risretten