Grillet kyllinge menu

Lørdagens grillmad stod på marineret, grillet kylling samt melon og jordbærsalat med italiensk mozzarella. Dertil serverede jeg grillede rabarber og asparges i baconruller.

Vi grillede ekstra kylling, så der var nok til at lave en pastasalat med pulled chicken dagen efter. Hvis der skal grilles til flere personer, så regn med 150-200 g kylling pr person


Ingredienser

Til  2 personer

3 stk kyllingebryst, ca 600 g - halvdelen blev gemt til pastasalat dagen efter

Marinade

  • 6 spsk soyasauce
  • 5 spsk sød chilisauce
  • 2 spsk madvin eller sherry
  • 1½ tsk tørret, knust chili
  • ½ tsk stødt kardemomme
  • ½ tsk stødt kanel
  • 2 spsk olivenolie

Salat

  • ½ cantaloupe melon
  • 1/4 vandmelon, selvfølgelig afhængig af størrelsen. Vælg en kernefattig/kernefri melon
  • 10 friske jordbær
  • 125 g små mozzarellakugler
  • et par skiver hakket rødløg
  • 3 spsk hakket frisk basilikum
  • 1 sksp hakket frisk mynte
  • 2 spsk pinjekerner
  • 2 spsk balsamico eddike
  • 1spsk olivenolie
  • en lille smule salt, gerne flagesalt, og friskkværnet sort peber

Grillede rabarber og asparges med bacon

Pr rulle bruges

  • 2 friske grønne asparges
  • 1 ikke alt for tyk rabarb
  • 1 skive bacon


Sådan gør du

Marineret kyllingebryst
  1. Bland alle ingredienserne til marinaden samme
  2. Læg kyllingebryst i et fad og fordel marinaden henover på begge sider af kyllingestykkerne
  3. Har du mulighed for det, så lav marinaden om morgenen og lad kyllingestykkerne stå i køleskabet hele dagen. Og ellers lad et stå så længe som muligt
  4. Grill kyllingebrystet til det er mørt og lækkert brunt

Salat

  1. Rist pinjekernerne på en tør pande og stil dem til side
  2. Hæld mozzarellakuglerne op i en si, så væden kan løbe fra
  3. Hvis du har en melonskærer, laver du kugler af melonerne og ellers skærer du dem i tern. Læg melonen på et fad eller i en skål
  4. Skyl og skær jordbærrene i halve og fordel dem over melonstykkerne
  5. Hak basilikum og mynte og drys dette over
  6. Læg de små mozzarellakugler over og drys med de ristede pinjekerner
  7. Dryp balsamico og olivenolie over og drys med lidt flagesalt og friskkværnet sort peber

Grillede rabarber og asparges med bacon

  1. Skær blade og bund af rabarberne
  2. Skyl og tør rabarber og asparges
  3. Rul et stykke bacon omkring 2 asparges og 1 rabarb så asparges og rabarber stiller ud i enderne
  4. Pensl med lidt olie, så rullen ikke sætter sig fast på grillen

Servering

Skær kyllingebrystet i tynde skiver og server det med melonsalaten og de grillede rabarber og asparges