Grillspyd med kylling og aubergineruller

Det er hyggeligt og også herligt at servere grillspyd. Der er virkelig mange variationsmuligheder for kød, kylling, fisk og grøntsager. Og har man tid til at lade kødet ligge i marinade, bliver det ekstra lækkert. Da jeg til disse spyd har brugt aubergine sammen med kylling, har jeg valgt en marinade med krydderier, der dufter og smager af Italien. Jeg bruger stort set altid soya i mine marinader. Det giver en større mængde marinade uden at der kommer for meget olie i, og det erstatter salt. 

Til disse grillspyd valgte jeg en italiensk Panzaella salat. Derfor kom jeg sennep, oregano og basilikum i mine aubergineruller. Hvis jeg serverer en mellemøstlig salat til spydene, bruger jer i stedet spidskommen, karry, kardemomme og eller kanel i marinaden til kyllingen, og jeg skifter oregano i rullerne ud med spidskommen og basilikum skifter jeg ud med mynte


Ingredienser

Til 4 spyd
  • ca 400 g kyllingebryst
  • 1 aubergine

Til auberginerullerne

  • basilikumblade, 2-3 pr rulle
  • ca ½ tsk pr rulletørret oregano
  • ½ tsk dijonsennep pr rulle
  • olivenolie til pensling

Marinade til kyllingebryst

  • 3 spsk soyasauce
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk friskpresset citronsaft
  • 1 tsk tørret oregano
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 stor tsk dijonsennep

Derudover skal der bruges 4 grillspyd. Bruger du grillspyd af træ, skal du huske at lægge dem i vand i ca 2 timer, inden du bruger dem, for at undgå, at de brænder. Du kan lægge dem i et fad eller du kan komme dem i en tom vandflaske, som du fylder med vand og sætter låget på

Sådan gør du

Marinade til kyllingekødet

  1. Bland ingredienserne til marinaden sammen i en skål, hvor også kyllingen kan være
  2. Skær kyllingen i tern i den størrelse, du har lyst til (jeg plejer at skære i ca 2½ cm x 2½ cm) og læg dem ned i skålen til marinaden og vend dem godt rundt . Jo længere kødet ligger i marinaden, jo mere smag - jeg plejer at lægge kødet i marinade om morgenen/formiddagen. Har du ikke mulighed for det, gør en times tid på køl også underværker

Aubergineruller

  1. Skyl auberginen og skær den i tynde skiver, så tyndt du kan
  2. Læg skiverne på et skærebræt, pensl dem med olivenolie, smør dijonsennep på og drys med tørret oregano. Placer et par basilikumblade på hver skive
  3. Rul skiverne sammen, så de er klar til at sætte på spyd sammen med kylling

Samling af spyd

  1. Sæt kyllingetern og aubergineruller skiftevis på spydene, start med kylling. Jeg bruger 2-3 stykker kylling og 2 aubergineruller pr spyd
  2. Og så er det blot at grille spydene og nyde dem sammen med en dejlig salat og evt et glas vin
  3. Til disse spyd serverer jeg ofte en italiensk Panzanella salat, men alle slags salat kan jo bruges
  4. Hvis jeg serverer en mellemøstlig salat til spydene, bruger jer i stedet spidskommen, karry, kardemomme og eller kanel i marinaden til kyllingen, og jeg skifter oregano i rullerne ud med spidskommen og basilikum skifter  jeg ud med mynte