Grønkålssalat med kakifrugt og nødder

Når det bliver efterår og vinter, er en sund grønkålssalat med masser af vitaminer, antioxidanter og fibre herligt tilbehør til retter, som du normalt serverer salat til, fx kylling, and, fisk, kødretter, pasta. Jeg har til denne salat blandet grønkål med kakifrugt (som også findes i butikkerne efterår og vinter), tranebær, granatæble og knasende nødder. Får du salat til overs, kan du sagtens gemme det i køleskabet til en hurtig og lækker frokost dagen efter eller fx til madpakken
Tip: Hvis du er vegetar, kan du tilsætte linser eller bønner til salaten, så du har et helt måltid i stedet for at bruge salaten som tilbehør til kød
Se også min grønkålssalat med jordskogger og pære her
Ingredienser
Til 4 personer
Grønkålssalat med kakifrugt
- 400 g grønkål, hakket
- 1 stk kakifrugt skåret i tern, alternativt kan du bruge 1-2 appelsiner, som du skærer i tern
- 1 dl granatæblekerner
- 50 g valnødder
- 1 lille håndfuld tørrede tranebær
Dressing
- 2 spsk olivenolie
- 4 spsk æblecidereddike eller anden salateddike
- 2 tsk flydende honning
- 1 tsk dijonsennep, anden sennep kan sagtens bruges
Sådan gør du
- Skær bladene af ribberne, skyl bladene grundigt og hak dem derefter fint med en kniv. Kom grønkålen i en skål
- Skyl kakifrugten og skær den i tern, som kommes i skålen
- Kom resten af ingredienserne i skålen og vend dem sammen *)
- Rør ingredienserne til dressingen sammen og vend den i grønkålssalaten
*) Jeg vælger altid den nemme version, når det kommer til granatæblekerner. Jeg køber kernerne. Men du kan også købe et helt granatæble og selv pille kernerne ud

