Jeg har nævnt det tidligere her på siden og gør det igen - her i familien elsker vi hokkaidogræskar. Jeg har prøvet at dyrke dem selv, men det synes jeg ikke, der kommer meget ud af, så det har jeg opgivet. Jeg vil hellere bruge pladsen på andre grøntsager.
På en af vores rejser til Sydafrika fik vi en lækker middag med fyldte butternut græskar eller moskusgræskar, som de også kaldes på dansk. Retten var vegetarisk, så butternutten var fyldt med lækre grøntsager. Men man kan også sagtens bruge fyld med kød. Jeg er vild med disse butternut græskar og, som sagt, også med hokkaido, så derfor ville jeg prøve at lave fyldte hokaido. Så da det blev hokkaidosæson, blev det prøvet af, og her kommer et af resultaterne. En lækker og mættende ret, som kan varieres på et utal af måder - vegetarisk eller som kødret. Jeg havde nogle kyllingedeller til rest fra en middag med Indisk kokoskål med kyllingedeller og tænkte, at de kunne bruges sammen med nogle grøntsagsrester, som også lå i køleskabet.
Selvom retten næsten kun består af grøntsager, lavede jeg en salat til af lidt babyspinat blandet med babyleaves og majs, for grønt kan man aldrig få for meget af. Man kan også servere forskellige cremer til, som fx rødbede-agurkecreme eller pebercreme (se nedenfor)
Ingredienser
til 4 personer
- 2 hokkaido græskar
- olivenolie til pensling
- salt til at drysse over
Fyld
2 dl hvid eller rød quinoa
1 æble
1/4 lille rødt spidskål eller rødkål
1 porre
1/4 blomkål
1 håndfuld grønne bønner - jeg havde 14 bønner i køleskabet, dem brugte jeg
ca 100 g brune champignon
ca 1 dl granatæblekerner - Netto sælger små pakker med kerner, men du kan jo også købe et helt granatæble og selv pille kernerne ud
1 håndfuld cashewnødder
2 tsk finthakket hvidløg
1 tsk tørret rosmarin
lidt olie til stegning
2-3 kyllingedeller pr halve hokkaido - dellerne kan undværes - jeg havde bare en rest
et par stilke persille
Dressing
2 spsk olivenolie
2 spsk friskpresset citronsaft
2 spsk flydende honning, fx akaciehonning
2 tsk sennep - fx dijonsennep
Alternativ dressing: skift sennep ud med tahinpasta - det giver en nøddeagtig smag, da hovedingrediensen i tahinpasta er sesam
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
- Mens ovnen varmer op, vasker du hokkaidoerne og skærer dem midt over
- Skrab kernerne ud med en ske - gem dem til snacks
- Stil de halve hokkaidoer på en bageplade med bagepapir. Prik lidt huller i dem med en gaffe. Pensl dem derefter med olivenolie og drys med salt og peber
- Sæt hokkaidoerne i ovnen 30-40 minutter - det afhænger af, hvor store de er. Tjek undervejs om de er blevet møre
- Rengør kernerne og følg opskriften på hokkaidokerne snacks. Kernerne skal have ca 25 minutter, så afpas det med hokkaidostykkerne, så de bager samtidig. Derfor er det smart at lægge kernerne på sit eget stykke bagepapir ovenpå det, hokkaidoerne ligger på, så kan du tage kernerne ud, hvis de bliver klar først
Mens hokkaido og kerner bager, laver du resten
- Kog quinoaen efter anvisning på pakken - normalt i forholdet 1:2 (1 dl quinoa og 2 dl vand, koges i 13-15 minutter)
- Rist cashewnødderne på en tør pande
- Pil og hak hvidløg fint
- Snit spidskål/rødkål fint, skær porre i tynde ringe
- Lav minibuketter af blomkålet
- Rens og skær champignon i skiver
- Skyl og skær bønnerne i stykker på ca 1½ cm
- Halver æblet, fjern kernehus og skær i små firkanter
- Hvis du bruger et helt granatæble, halverer du dette og piller kerner ud.
- Varm olien op i en sauterpande eller gryde og sauter hvidløg og porre, til porren er blevet blank
- Tilsæt blomkål og champignon og steg i et par minutter
- Tilsæt bønner og rosmarin og steg videre 1 minut
- Bland spidskålen og granatæblekerner (gem lidt til pynt) i og varm igennem
- Bland grøntsagerne med den kogte quinoa og hold det lunt
- Varm kyllingedellerne, fx i mikroovn
- Bland ingredienserne til dressingen
- Når hokkaidoerne kommer ud af ovnen, skraber du lidt af kødet ud med en spsk (et par spsk fra hver halvdel). Dette kan du gemme til fx hokkaidomos
- Fyld hokkaiderne med grøntsagerne, top med kyllingedeller og hæld dressingen over.
- Slut af med et drys hakket persille, ristede cashewnødder, granatæblekerner og evt lidt ristede hokkaidokerner og
Server evt med en rødbede-agurkecreme, en pebercreme eller noget helt andet