Indisk græskarkarry med røde linser og ærter
Der er
super mange sunde ting i græskar. Fx betacaroten, som er en
antioxidant som bliver omdannet til a-vitamin i kroppen. Græskar indeholder
også andre vitaminer samt fibre. Græskarkarry'ens skønne farve
kommer netop fra betacaroten og fra gurkemejen, som også er en
antioxidant. Ekstra fibre kommer fra de tørrede røde linser. Så
alt i alt er denne skønne indiske græskarkarry sund, og den er
super mættende og vegetarisk. Du kan bage dine egne naanbrød, eller
du kan købe færdiglavede. Eller du kan 'nøjes med' ris. Jeg laver altid en stor portion (til 6
personer) og gemmer så resten til frokost dagen efter. Karryen
bliver næsten bedre af at stå til næste dag
Ingredienser
Til 6 personer eller 4 personer og resten som frokost dagen efter. Græskarkarry kan sagtens gemmes og varmes op
- 1 stor butternut squash (ca 1 kg), kan erstattes af hokkaido græskar eller andet græskar
- 2 spsk kokosolie eller anden vegetarisk olie
- 1 rødløg, mellemstort
- 2-3 grønne chili *)
- 5 fed hvidløg
- 2 spsk revet ingefær
- 2 tsk karry **)
- 1 tsk cayennepeber
- 1 tsk stødt kanel
- 1 tsk stødt spidskommen
- 2 tsk stødt gurkemeje
- 2 ds kokosmælk
- 2 dl klar bouillon (1 dl vand og 1/4 bouillontern)
- 2 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 2 dl tørrede røde linser
- 2 dl ærter fra frost
Topping
- frisk, hakket koriander
- 2 stk forårsløg, skråtskåret eller snittet
Til servering
- naanbrød og/eller kogte ris
*) vurder selv, hvor spicy du vil have din græskarkarry
**) brug den karry, du bedst kan lide – stærk eller mild. Jeg bruger Madras karry, som er middel spicy
Sådan gør du
- Vask butternut squashen, fjern kernerne og skær den i mundrette firkanter (lad skallen blive på, hvis du bruger en økologisk butternut)
- Pil løget, halver det på tværs og skær det i tynde strimler
- Pil og hak hvidløg fint
- Fjern kernerne og hak chilierne
- Riv ingefær
- Varm kokosolien op i en gryde til medium varme, tilsæt løg, hvidløg og chili og sauter ca 4 minutter, til løget er blevet klart
- Tilsæt revet ingefær, stødt karry, cayennepeber, stødt spidskommen, kanel og gurkemeje og sauter videre ½ minut
- Tilsæt græskarstykkerne, kokosmælk, bouillon, de røde linser, salt og sukker og lad retten simre (uden låg) til butternutten er mør – det tager 25-40 minutter afhængig af, hvor store græskarstykkerne er og om der er skal på eller ej. Tjek ind imellem om der er brug for lidt vand, så karryen ikke sætter sig fast i bunden af gryden. Men pas pa, du ikke maser butternutstykkerne. Græskarkarry'en skal være tyk, men vurder selv, hvor tyk du ønsker den. Mens karry'en simrer, kan du forberede topping. De sidste par minutter af simretiden varmes ærterne med
Inden servering drysses græskarkarry'en med frisk, hakket koriander og forårsløg
Server karry'en med kogte ris og/eller naanbrød