Jeg er vild med supper med alle de lækre indiske krydderier. De dufter dejligt, når de koger, og de varmer herligt en dansk efterårsdag. I denne indisk inspirerede suppe har jeg tilsat nogle af havens æbler sammen med kartofler og blomkål i en herlig vegetarisk suppe. De almindelige kartofler kan sagtens skiftes ud med søde kartofler
Ingredienser
til 4 personer
- 600 g kartofler
- 2 mellemstore rødløg
- 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
- 3 æbler
- 4 stængler bladselleri
- 250 g blomkål
- 100 g røde linser
- 2 spsk revet ingefær
- 5 limeblade
- 1 stang kanel
- 6 grønne kardemommekapsler
- 1 spsk garam masala
- 2 tsk stødt spidskommen
- 2 tsk stærk karry, fx Madras karry
- 1 tsk stødt gurkemeje
- 1 ds hakkede tomater eller tomatpassata
- 1 ds kokosmælk
- ca 7 dl grøntsagsbouillon
- saft af 1 limefrugt
- salt
- 2 spsk kokosolie til stegning
Til servering
- frisk koriander
- 1 stor tomat skåret i små tern
Sådan gør du
Pil og hak rødløg og hvidløg fint, skræl og hak ingefær
Skræl eller vask kartoflerne og skær dem i tern af en størrelse, der kan spises med en ske
Skyl æblerne, fjern kernehuse og skær æblerne i tern
Skyl og skær bladselleri i skiver
Lav små buketter af blomkål
Varm
kokosolien op i en gryde og sauter løg og hvidløg
Tilsæt kartoflerne og rist det et par minutter
Tilsæt gurkemeje, ingefær, spidskommen, karry og garam masala og rist det med et par minutter
Tilsæt kardemomme, kanel, limeblade, hakkede tomater, bouillon, linser, æbler, bladselleri, blomkål og kokosmælk og lad det hele simre til linser og kartofler er møre
Smag suppen til med limesaft og salt
Tag kardemommekapsler, limeblade og kanelstang op inden servering
Drys med koriander eller persille samt lidt friske tomater skåret i små tern