Kylling i gul karry

Nogle gange (ofte) får jeg bare lyst til en karryret. Jeg elsker alle slags karry'er, men min favorit over de andre favoritter er den gule karry med kylling แกงกะหรี่ไก่ - gaeng kari gay eller med laks แกงกะหรี่แซลมอน - gaeng kari saelmon

Det er bare sagen med de lækre ingredienser, der dufter i hele huset, når man steger: citrongræs, limeblade, ingefær og karry. Og så smager det pragtfuldt. Rød og grøn karry er nok mere kendt end den gule, og det er en skam, for den gule smager virkelig godt og er lidt mere 'blid' i smagen

Det er faktisk ret nemt at lave en super lækker gul karry, og man kan bruge de grøntsager, man lige har i køleskabet. Retten her læner sig meget op ad en autentisk gul thai karry med blomkål og ananas (efter min mening et must i gul karry), og så havde jeg er rest romanescokål, jeg også lige puttede i. Denne sjove limefarvede kål med spidse buketter gav en fin effekt i den gule karry, og så smager den godt (læs om romanescokålen her)

Der findes mange gule karry'er i supermarkeder eller asiatiske markeder, nogle er mere spicy end andre. Så man må prøve sig lidt frem mht hvor meget, der skal i retten (den gule karry er ikke så stærk som den røde). Prøv med 2 tsk pr dåse kokosmælk som udgangspunkt


Ingredienser

til 4 personer

  • 3 stk kyllingebryst, ca 450 g
  • 300 g blomkål
  • 200 g romanescokål, kan erstattes med broccoli eller ekstra blomkål
  • ½ ananas
  • 1 rød peber
  • 2 ds kokosmælk
  • 5 limeblade
  • 1 stængel citrongræs
  • 1 tsk stødt gurkemeje
  • 2-3 tsk gul karrypasta, retten er spicy, men mængden afhænger af, hvor stærk den gule karrypasta er
  • 2 spsk hakket ingefær
  • 1 spsk kokosolie
  • ris

Sådan gør du

  1. Rens blomkål og romanescokål og lav små buketter, de største buketter skæres midt over
  2. Skær skallen af den halve ananas, del den i 4 stykker, fjern 'stokken' og skær i skiver på ca 1 cm
  3. Skyl den røde peber og skær den i store firkanter
  4. Del citrongræsstænglen i 3 stykker og mas dem lidt med bagenden af en kniv, så afgiver de mere smag
  5. Skræl og hak ingefær
  6. Skær kyllingebryst i mundrette stykker, der kan spises med en ske
  7. Varm kokosolien op i en sauterpande, wok eller gryde og rist kyllingen heri til det tager lidt farve
  8. Tilsæt karrypasta og fordel det i kyllingen
  9. Tilsæt ingefær, limeblade, citrongræs og gurkemeje og rist et par minutter
  10. Tilsæt kokosmælk og rør det godt rundt og tilsæt blomkål og romanescokål
  11. Lad retten simre for svag varme til kyllingen er mør og blomkålen stadig har 'bid'
  12. Tilsæt ananas og rød peber og varm igennem
  13. Mens retten simrer, kan du koge ris

Server den gule karry i skåle eller dybe tallerkner med en skål ris til