Mexicansk oksekødgryde med risonipasta, bønner og majs

    Denne mexicanske oksekødgryde er en one-pot ret, hvor kød, grøntsager, krydderier og pasta koges sammen. Det kræver ikke meget tid men bliver super lækkert. Jeg har brugt risonipasta til retten. De små risonipastaer ligner ris, men det skal man ikke lade sig narre af, for det er faktisk pasta, der er formet som lidt store riskorn. Man kan bruge dem i stedet for ris i risotto, og de er gode i salater og supper. De går også under navnet Orzo pasta, og jeg køber pastaen i Kvickly. Jeg brugte en hel dåse majs, en hel dåse bønner og en hel pakke oksekød - det rækker til 5-6 personer. Er I færre personer, er det en gpd idé alligevel at lave en stor portion, for retten er super dagen efter eller man kan bruge resten som fyld i tacopandekager eller tacoskåle. Se også min Pasta risoni med rodfrugter - en rigtig efterårsret -  og få yderligere en idé til at bruge de små lækre pastaer

    Gå også på opdagelse i andre af mine opskrifter med bælgfrugter


Ingredienser

Til 5-6 personer

  • 450 g hakket oksekød
  • 1 stort løg
  • 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
  • 1 rød og 1 grøn peber
  • 1 dåse sorte bønner
  • 1 ds majs
  • 1-2 tsk knuste chiliflager, vurder efter dine smagsløg
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk røget paprika
  • 2 dl risoni (orzo) pasta
  • 6 dl grøntsagsbouillon (1 bouillontern + vand)
  • 1 ds hakkede tomater
  • saft og revet skal af 1 limefrugt
  • salt og friskkværnet peber
  • olivenolie til stegning

Til servering

  • Lidt hakket persille eller koriander
  • Lidt meget tyndt skåret grøn peber (gem lidt inden du snitter den grønne peber)
  • Limebåde
  • Varmede tortillas eller madbrød

Sådan gør du

  1. Pil og hak løg og hvidløg fint
  2. Skyl den røde og den grønne peberfrugt og skær dem i små tern
  3. Varm olivenolien op i en pande med høj kant eller en gryde og sauter løg, hvidløg og peberfrugter heri til løgene bliver klare
  4. Tilsæt det hakkede oksekød og rist det med nogle minutter
  5. Tilsæt stødt spidskommen, røget paprika, knust chili og revet limeskal som steger med 1 minut
  6. Tilsæt de hakkede tomater og bouillon og rør risoni'en i. Lad retten simre i ca 15 minutter minutter til risoni'en er mør og har absorberet noget af væsken, så du har en lækker sauce tilbage
  7. Tilsæt de sorte bønner og majs, varm retten godt igennem og smag til med salt, friskkværnet peber samt limesaft

Server din mexikanske oksekødgryde med lune tortillas eller madbrød samt drysset med hakket persille/koriander og den tyndt snittede grønne peber. Server limebåde til, så man kan supplere med limesaft, hvis man har lyst