Hvis der er brug for en hurtig middag samtidig med, at den skal være lækker, er her et forslag. En hurtig og nem ret, der er inspireret af det thailandske køkken med chili og sort chilipasta. Retten skal ikke være super spicy, for man skal kunne smage den dejlige sorte chilipasta (læs om den sorte chilipasta her), som er sød og ikke stærk.
Jeg brugte 'rice flake nudler' (bare for sjov, og fordi jeg lige havde dem), men alle former for risnudler kan bruges
Ingredienser
til 4 personer - retten kan halveres og bruges sammen 3-4 thairetter (se under asiatiske retter)
- 600 gram hakket oksekød
- 1 porre
- 1 spsk hakket hvidløg
- frisk eller tørret chili så retten bliver medium spicy, vælg styrke og mængde, så det passer dine smagsløg
- 2 røde peber
- ½ blomkål
- 2 spsk sort chilipasta (se billede nedenfor)
- 4 spsk vand
- oliven- eller kokosolie til stegning
- 200 g rice flake nudler (se billede nedenfor)
Sådan gør du
- Hak hvidløg og frisk chili, hvid du bruger den friske
- Skyl og skær porre i tynde ringe
- Lav små buketter af blomkålet
- Skyl og skær de røde peber i strimler
- Tilbered nudlerne efter anvisning på pakken, dem jeg brugte, skulle koge 10 minutter
- Varm olien i en sauterpande, gryde eller wok og sauter hvidløg, chili og porre til porren bliver blank
- Tilsæt det hakkede oksekød og steg det - rør rundt i det, så det bliver løst - hvis du bruger wok, skal du dele kødet af to gange, så det ikke koger i stedet for at stege
- Tilsæt blomkålsbuketter og steg videre 2 minutter
- Skru ned for varmen til ca middel varme og lav en plads midt i panden/wok'en . Tilsæt den sorte chilipasta og vand og rør det sammen. Når det er rørt sammen, røres det rundt i kødet og steg 1 minut
- Tilsæt de røde peberstrimler og varm igennem
- Anret nudlerne i skåle eller pastatallerkner med retten ovenpå. Når rice flake nudlerne koges, ruller de sig sammen, men det er nemt at folde dem ud igen inden man serverer dem, enten med en gaffel eller spisepinde