Ovnbagte aubergine med tomater og thaidressing

Disse ovnbagte aubergineskiver er simpelthen så lækre. Og kombinationen med de solmodne tomater er bare fantastisk. Aubergineskiverne skal blot pensles med olivenolie og drysses med salt og så i ovnen. Det er vigtigt, at de bliver møre, så giv dem hellere for meget end for lidt. Opskriften her er med almindelige store auberginer, men har man de små miniauberginer, som vi har mængder af i drivhuset, , kan man nogenlunde sjusse sig frem til, hvor mange man skal bruge, så det svarer til to store. Til dressingen til disse aubergineskiver har jeg brugt ingredienser, man typisk bruger i en thaidressing. Server de ovnbagte aubergine til grill - kød eller fisk - eller server dem som en vegetarret sammen med en salat og evt lækkert brød. Bliver der en rest til overs, er auberginerne lækre som frokost

Prøv også ovnbagte aubergine med tahindressing eller den sicilianske Caponata salat med aubergine


Ingredienser

Til 4 personer som tilbehør

  • 2 store auberginer
  • 4 store tomater
  • olivenolie til pensling
  • salt

Dressing

  • 2 fed presset hvidløg
  • 1 finthakket, rød chili - vælg type og mængde, der passer dine smagsløg
  • 3 spsk fintsnittede forårsløg
  • 3 spsk frisk hakket koriander
  • 2 spsk soyasauce
  • 2 spsk sesamolie
  • 2 spsk risvinseddike, kan erstattes af balsamicoeddike
  • 2 tsk sukker, gerne rør- eller kokossukker

Topping

  • limebåde
  • lidt koriander og evt hakket chili

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  2. Skyl auberginer og skær dem i ½ cm tykke skiver på tværs. Læg dem på en bageplade med bagepapir
  3. Pensl aubergineskiverne med olie og drys dem med salt. Bag dem i ca 20 minutter til de er gyldne og møre. Lad dem derefter køle af
  4. Skyl tomaterne og skær dem i skiver
  5. Bland ingredienserne til dressingen sammen i en skål
  6. Anret auberginerne og tomater på et fad/en tallerken, hæld dressingen over og drys til slut med koriander og evt lidt hakket chili. Server med limebåde