Pasta Arrabiata er en super enkel italiensk pastaret med masser af chili og tomater. På italiensk betyder arrabiata vred, og pasta arrabiata er da også en ret med masser af 'vrede'. Det er individuelt, hvor meget chili, der skal til, for at man føler rettens vrede, så brug den type og mængde chili, der passer til dine smagsløg.
Jeg bruger penne, når jeg laver retten, men alle former for pasta kan bruges.
Jeg har eksperimenteret med saucen og er kommet frem til den nedenstående opskrift, hvor jeg koger pastaen med i tomatsaucen. Det giver er meget cremet og lækker sauce.
Retten er i virkeligheden vegetarisk, men i denne version har jeg, utro mod den italienske oprindelse, lavet den som en kyllingeret. Den findes som vegetarisk ret et andet sted på siden.
Ingredienser
til 4 personer
400 g penne
500 g kyllingebryst
frisk chili efter smag, men retten skal være spicy
3 fed hvidløg, finthakkede
400 g hakkede tomater, fra dåse eller friske - en kombination af de to er også godt
1 spsk balsamico
revet skal af en ubehandlet citron
2 håndfulde frisk basilikum + 1 håndfuld skåret i strimler til serveringen
6 dl vand
50 g soltørrede tomater
1 snackpeber
sort peber, friskkværnet
50 g revet parmesan
Sådan gør du
- Hak hvidløg og chili
- Skær snackpeber i ringe
- Hvis du bruger friske tomater, skæres disse i mindre stykker
- Skær kyllingebrystet i tynde skiver
- Rist kyllingestykkerne i en gryde til de tager lidt farve, tilsæt hvidløg og chili og rist lidt mere
- Bland penne, tomater, basilikum, soltørrede tomater og vand i gryden, bring det i kog og lad det hele simre til pastaen er kogt med 'bid'. Tilsæt balsamico og snackpeber
Server i pastatallerkner eller skåle, drys med basilikum, riv citronskal over og drys med friskkværnet peber og revet parmesan
Server en grøn salat til