Pilaf med kylling

Pilaf er oprindelig fra Tyrkiet, hvorfra navnet også stammer. Det tyrkiske ord 'pilav' betyder ris - og derfor er det faktisk dobbeltkonfekt, når man kalder retten for rispilaf (ris med ris). Pilaf består normalt af ris, der er kogt i bouillon sammen med krydderier og urter. Pilaf kan tilberedes som vegetarret eller med fx kylling. Jeg har givet denne pilaf et mellemøstligt præg med de krydderier, jeg har brugt (kanel, nelliker, kardemomme) samt rosiner, mandler og tørrede abrikoser. Lækker arabisk brød er super til pilaffen fx sammen med mango amba sauce, myntedressing og/eller raita 


Ingredienser

Til 4 personer
  • 3 dl basmatiris , jasminris er også fint
  • 6 dl vand
  • ½ bouillontern, jeg brugte grøntsagsbouillon, men vælg den type du har lyst til
  • 500-600 g kyllingebryst
  • 1 mellemstort løg, gerne rødløg
  • 1 solo hvidløg eller 3 fed hvidløg
  • 20 g frisk ingefær
  • 3 gulerødder
  • 1 tsk hele korianderfrø
  • 1 tsk spidskommenfrø
  • 1 stang kanel
  • 4 grønne kardemommekapsler
  • 4 hele nelliker
  • ½ tsk knuste chiliflager
  • 50 g rosiner
  • 50 g tørrede abrikoser
  • olivenolie til stegning

Til servering

  • 50 g mandler uden hinde
  • 50 g babyspinat
  • 1 lille håndfuld persille eller frisk koriander eller et mix
  • revet skal af 1 ubehandlet citron

Sådan gør du

Pil hvidløg og skræl ingefær. Stød det nogle minutter i en morter sammen med korianderfrø, spidskommenfrø, kardemommekapsler, hele nelliker samt chiliflager **

Pil og hak løget fint

Skræl gulerødder og skær dem i små tern

Skær abrikoser i tern

Skær kyllingebryst i tynde strimler

Varm olivenolie op i en gryde eller pande med høj kant og sauter løget til det bliver klart

Tilsæt krydderiblandingen fra morteren sammen med kanelstangen og rist ½ minut

Tilsæt kyllingestykkerne og rist til de tager farve

Tilsæt gulerodstern, rosiner, abrikoser og ris og rist 2-3 minutter

Tilsæt vand og bouillontern, rør godt rundt, læg låg på gryden/panden og lad pilaffen simre for svag varme 15-20 minutter til væden er absorberet. Lad pilaffen hvile 5 minutter under låg

Mens pilaffen simrer, ristes mandlerne på en tør pande

Skyl og hak persille og/eller frisk koriander og bland det med revet citronskal

Skyl spinatbladene

Når pilaffen er klar, blandes babyspinaten i

Server retten med hakket persille/koriander, der er blandet med citronskal samt de ristede mandler

Lækker arabisk brød er super til pilaffen fx sammen med mango amba sauce, myntedressing og/eller raita

** har du ikke en morter, banker du korianderfrø, spidskommenfrø, nelliker, kardemommekapsler og chiliflager med bagenden af en kniv. Alternativ kan du bruge 1 tsk stødt koriander, 1 tsk stødt spidskommen, ½ tsk stødt kardemomme, 1/4 tsk stødt nelliker og ½ tsk knust chili. Uanset om du bruger morter eller kniv, så tag de skaller fra kardemommen op, som du ikke har fået mast helt