Agurker er sprøde, lækre og saftige, og jeg elsker dem i salater. I denne super nemme salat, har jeg lavet tynde agurkestrimler i stedet for skiver - det ser lidt festligt ud. Ud over agurk, er der masser af rucola og persille i salaten samt lidt sødt fra granatæblekerner og brombær, lidt syrligt fra revet citronskal og knas fra pistacienødder. Salaten toppes med en sennepsdressing. Agurkesalaten passer til alle slags retter, fx laks eller grill sammen med blomkåls hotwings og dip (min citrondressing er fantastisk som dip til denne salat sammen med blomkåls hotwings). Når jeg serverer salaten sammen med dip, undlader jeg at komme dressing på den og nøjes med lidt olivenolie og citronsaft
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør
- 1 agurk
- 100 g rucola
- 1 håndfuld hakket persille
- revet skal af en ubehandlet/økologisk citron + 2 spsk saft fra citronen
- 3 spsk granatæblekerner
- 1 håndfuld brombær
- 1 lille håndfuld pistacienødder - alle slags nødder eller mandler kan bruges, evt ristet på en tør pande
Dressing
- 2 spsk olivenolie
- 2 spsk æblecidereddike
- 1 stor tsk sennep, fx dijonsennep
- salt og friskkværnet peber
Tip
Det er lækkert at koge en smule quinoa, køle den af og blande den i salaten
Sådan gør du
- Skyl agurken og skær den i strimler - fx med en kartoffelskræller eller et mandolinjern
- Kom rucola, hakket persille, revet citronskal og citronsaft i en skål eller på et fad
- Vend agurkestrimlerne i salaten og drys med granatæblekerner og pistacienødder og pynt med friske brombær
- Dryp dressingen over (hvis jeg bruger salaten sammen med dip, kommer jeg ikke dressing på men nøjes med den citronsaft, der allerede er blandet i salaten)