Snackpeber med oksekødfyld i svøb af serranoskinke

    Snackpeber, der er fyldt med oksekød og urter, er et herligt måltid. Det tager ikke lang tid at lave, og de lækre røde snackpeber smager fantastisk. Der er virkelig mange størrelser og faconer på snackpeber, men når du vælger dine, så sørg for at vælge dem, der er mest regelmæssige. Det kan være svært at fylde dem og få dem til at ligge i et fad, hvis de er for bulede. Jeg har brugt hakket oksekød, men det kan sagtens skiftes ud med hakket kylling eller grisekød


Ingredienser

Opskriften passer til fire personer, men hvor mange snackpeber, du skal bruge, afhænger af hvor store de er. Og de fås virkelig i mange forskellige størrelser. Har du store snackpeber, skal du nok beregne en peber pr person, er de små skal du nok beregne et par stykker. Når du vælger snackpeber så vælg nogle, der ikke er alt for uregelmæssige. De 'lige' er nemmest at have med at gøre

  • 4 store snackpeber
  • 400 g hakket oksekød
  • 1 porre
  • 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed
  • lidt frisk chili eller ca ½ -1 tsk tørret, knust chili
  • 1 håndfuld urter, jeg brugte basilikum, mynte, merian, timian
  • ½ dåse tomatkoncentrat, 70 g
  • 8 skiver serranoskinke
  • lidt olivenolie eller anden olie til stegning

    Sådan gør du

    Skyld snackpeber og skær dem igennem på langs. Lad et lille stykke af stilken være - den kan sagtens skæres igennem. Fjern kerner

    Rens porre og skær den i tynde ringe

    Pil hvidløg og hak det fint med en kniv og hak urterne

    Hvis du bruger frisk chili, skal det hakkes fint med en kniv

    Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)

    Varm olien op i en sauterpande eller anden pande og sauter hvidløg, frisk chili og porre et par minutter

    Skru op for varmen, tilsæt det hakkede kød og steg det 3-4 minutter

    Skru ned for varmen og tilsæt tomatkoncentrat, rør det godt sammen med kødet og tilsæt urterne og sluk for varmen

    Fyld kødet i den ene halvdel af snackpeberne og læg den anden halvdel over - husk at parre de rigtige

    Rul to stykker serranoskinke omkring hver peber, hvis det er store snackpeber, små kan nøjes med et stykke skinke. Læg peberne i et let smurt ovnfast fad og sørg for at 'skinkelukningen' vender ned

    Sæt fadet i ovnen og bag snackpeberne til skinken er sprød og let brun og peberne er møre (= bløde) - det tager ca 15-20 minutter

    Server de fyldte snackpeber med en lækker creme (se fx her eller nedenfor) og en grøn salat til