Tandoori kylling

Tandoori kylling er en klassisk indisk ret, hvor kyllingen er marineret i en blanding af yoghurt og krydderier. Retten er nem at lave og smager helt vildt godt. Her har jeg lavet min Tandoori kylling med kyllingebryst skåret i passende stykker, men retten er også super med kyllingelår (så skal retten stege 40-45 minutter). På restauranter har Tandoori kylling en rød farve, hvilket skyldes det farvestof, der kommes i krydderiblandingen. Den røde farver får man, hvis man bruger færdigblandet Tandoori krydderi. Jeg laver  altid selv min krydderblanding ved at bruge de krydderier, der traditionelt er i blandingen men uden farvestof, så min sauce bliver nærmest gul pga gurkemeje. Der er ikke grøntsager i retten, så jeg serverer den altid enten med en salat eller nogle grøntsager fx blomkål, asparges, broccoli eller spinat samt ris. Gule gurkemejeris eller libanesiske ris med nødder og urter. Men ganske almindelige ris er også fint


Ingredienser

Til 4 personer
  • 600-700 g kyllingebryst

Marinade

  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk kanel
  • ½ tsk stødt nellike
  • 1 tsk korianderfrø
  • 2 spsk spidskommen
  • 1 tsk tørret knust chili
  • 2 tsk gurkemeje
  • 1 tsk stødt muskat
  • 2 spsk citronsaft
  • 3dl yoghurt naturel
  • 70 g tomatpuré, en lille dåse eller ½ stor
  • 3 fed presset hvidløg
  • 2 spsk frisk revet ingefær
  • ½ dl olivenolie

 Til servering

  • 1 håndfuld frisk koriander
  • kogte ris og/eller naanbrød med raita samt salat eller grøntsager

Sådan gør du

  1. Bland alle ingredienserne til marinaden i en skål og rør dem godt sammen
  2. Skær kyllingebryst i 3-4 stykker pr bryst og vend dem godt i marinaden. Kom kylling og marinade i en frysepose og maser det. Lad kyllingestykkerne trække i marinaden et par timer. Smagen bliver mere intens, jo længere kyllingestykkerne trækker, så har du tid, kan du lade kyllingestykkerne trække natten over i køleskabet
  3. Varm ovnen op til 180 grader (varmluft)
  4. Læg kyllingestykker og marinade i et ovnfast fad smurt med en smule olivenolie i bunden og steg 30-35 minutter til kyllingen er mør
  5. Inden servering drysses med frisk koriander og kokosflager
  6. Server tandoori kyllingen med ris og/eller naanbrød, salat eller grøntsager samt limebåde

Tip:

Lav evt gule ris ved at komme 1 tsk stødt gurkemeje i risene, når de koges

Server evt tandoori kyllingen med Libanesiske ris med urter og nødder  (som jeg har gjort her)