Blomkålssalat med tomater og druer

I denne skønne salat har jeg kombineret den revne blomkål med tomater, druer, agurk, granatæblekerner og saltede mandler. En dejlig blanding af frugt og grønt, sprødt og knas, sødt og syrligt. Dressingen er en simpel en af slagsen, der passer perfekt til salaten: lime, olivenolie, honning, salt og peber. Og på toppen har jeg kommet lidt hakket mynte. Jeg har virkelig mange ribstomater i haven, men kan du ikke lige finde disse små, søde tomater, kan du erstatte dem med små cherrytomater, som du skærer i halve eller kvarte. Jeg river blomkålen groft, men den kan også hakkes med en kniv eller køres i en stavblender. Bliver der en rest, kan salaten sagtens gemmes til dagen efter

Du kan også prøve Blomkålssalat med radiser og urter og Blomkålssalat med tomater


Ingredienser

Til 4 personer 
  • ca 600 g blomkål
  • 1 håndfuld ribstomater *)
  • 15-18 grønne druer uden sten (mængden afhænger lidt af størrelsen)
  • 1/3 agurk
  • 1 dl granatæblekerner
  • ½–1 dl saltede mandler – kan erstattes af almindelige mandler eller fx pinjekerner

Dressing

  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk flydende honning
  • saft fra 1 lime, kan erstattes af saften fra ½ citron
  • salt og peber

Topping

  • lidt hakket mynte, basilikum eller andre urter

*) kan du ikke finde de små ribstomater, kan du bruge cherrytomater, som du skærer i halve eller kvarte

Sådan gør du

  1. Riv blomkålen groft på et rivejern – du kan også køre den groft med en stavblender eller hakke den med en kniv. Kom den i en skål

  1. Skyl tomaterne og kom dem i skålen
  2. Skyl og halver druerne og kom dem i skålen
  3. Skær agurken i små tern og kom dem i skålen
  4. Har du købt et helt granatæble, tager du kernerne ud (jeg vælger altid den letteste metode: at købe kernerne i et bæger). Kom granatæblekernerne i skålen
  5. Hak mandlerne groft og kom dem i skålen
  6. Rør ingredienserne til dressingen sammen og vend den i salaten
  7. Lad salaten blive i skålen eller kom den på et fad og drys med lidt hakket mynte, basilikum eller andre urter