Burritokylling med edamamebønner og østershatte

Jeg er vild med de mexicanske krydderiblandinger. De er lækre og nemme at bruge til både kød og grøntsager, og man kan lave en dejlig ret på kort tid. Der er mange variationsmuligheder med forskellige grøntsager. Og bliver der en rest tilbage, kan man rulle det i wraps eller putte det i tacoskåle dagen efter. Man kan også lave dobbelt portion, så man er sikker på at have nem med til næste dag og så blot huske at købe wraps eller tacoskåle.

Til denne ret brugte jeg østershatte. Er det svampesæson, kan man tage en tur i skoven og finde Karl Johan svampe, skære dem i skiver og bruge dem i stedt for østershatte. Skal det være den hurtige version, køber man en bakke brune champignon og skærer dem i skiver.


Ingredienser

til 4 personer

  • 4 - 5 stk. kyllingebryst

  • 150 g edamamebønner, frosne uden bælg
  • 200 g østershatte - andre typer svampe kan bruges: champignon eller Karl Johan, hvis det er sæson
  • 3-4 fed hvidløg
  • 1 mellemstort løg
  • chili - vælg type og mængde efter dine smagsløg. Retten skal smage af chili men ikke være mega-spicy
  • 1 pose burritomix (jeg bruger Mex og Co fra Netto, men alle mærker kan bruges)
  • 3 dl vand
  • olivenolie
  • 1 rød snackpeber
  • lidt persille til at drysse over retten

Sådan gør du

  1. Hæld de frosne edamamebønner i en skål. Hæld kogende vand over og hæld dem op i en si med det samme.
  2. Rens østershatte eller den type svampe, du har valgt
  3. Skyl og skær snackpeberen i tynde ringe og stil den til side
  4. Hak persillen og stil den til side
  5. Hak hvidløg, løg og chili
  6. Skær kyllingebrysterne i tynde strimler
  7. Sauter hvidløg, løg og chili i olivenolien
  8. Tilsæt kyllingekødet og rist det til det er næsten gennemstegt - det må gerne blive gyldent
  9. Tilsæt svampe, som steger med i et par minutter
  10. Opløs imens burritomixen i 2 dl vand
  11. Skru ned for varmen og hæld burritomixen over. Det vil blive tykt, når det bliver varmt, så brug den sidste dl vand til at give sovsen den konsistens, du ønsker. Pas på, den ikke bliver for tynd. Varm retten igennem
  12. Pynt med ringene af snackpeber og drys persille over. Server med ris og en 'neutral' grøn salat