På en af vores rejser, fik vi, på en strand i Thailand, en ret med hakket oksekød. Retten havde en dejlig røget smag af bacon, men da bacon ikke er meget brugt i Thailand, tænkte jeg at det måtte være noget andet, så her var plads til lidt dybtgående undersøgelse. Ved at bruge kalkunbacon, fandt jeg frem til en smag, der lever op til originalen og som kombinerer det stærke (chili), det salte (soya) og det søde. Hos os går retten under det lidt misvisende navn Thaikødsauce.
Bliver der en rest tilbage, er den perfekt at bruge som frokost dagen efter på en omelet.
Resten af ananassen kan bruges som dessert.
Ingredienser
til 4 personer
- 550 - 600 g hakket oksekød med lav fedtprocent
- 1n pakke kalkunbacon
- 1 stor porre
- 1n bakke brune champignon, ca. 250 g
- 4 fed hvidløg
- chili efter smag - retten skal være lidt spicy. Brug den type chili og den mængde, der passer til dine smagsløg
- 1/4 ananas
- 6 spsk soyasauce
- 1 tsk palme- eller kokossukker - rørsukker kan bruges
- nudler
- sød chilisauce
Sådan gør du
- Rens porren og skær den i ringe
- Hak hvidløg og chili
- Rens champignon og skær dem i kvarte
- Skræl den kvarte ananas, del den i to på langs og skær den i tynde skiver
- Sauter porre, hvidløg og chili
- Tilsæt bacon og steg det med til det tager farve
- Tilsæt det hakkede oksekød og steg det med til det er næsten gennemstegt
- Tilsæt de kvarte champignon og lad dem stege med til kødet er færdigt. Champignonerne skal ikke blive for bløde
- Skru ned for varmen og tilsæt soyasauce, sukker og ananas og varm retten igennem.
- Kog nudlerne ved at følge anvisningen på nudelpakken - nogle nudler skal koges, andre skal overhældes med kogende vand
- Serveres med nudlerne og 'kødsaucen' sammen med en skål sød chilisauce