Iskold, frisk og lækker melon gazpacho med masser af grøntsager, smag og sundhed er fantastisk til en varm sommerdag. Gazpacho er egentlig en kold, spansk tomatsuppe, der består af tomater, agurk og peberfrugter, der er blendet. Jeg har erstattet tomaterne med galia melon kombineret med agurk, peberfrugt, avocado og bladselleri. Udelukkende grønne frugter og grøntsager. Sundt og smukt - også som forret
Ingredienser
til 4 personer
- 1 grøn peberfrugt
- 2 agurker
- 4 forårsløg
- 1 galia melon
- 2 stilke bladselleri
- 1 avocado
- 2 fed hvidløg
- 1 grøn chili
- 1-2 dl koldt vand
- saft af 3 limefrugter
- 4 spsk olivenolie
Topping
- ½ grøn peber
- ½ avocado
- lidt galia melon
- 2 forårsløg
- 2 spsk ristede, hakkede mandler uden skind
- evt 1 grøn chili - kan udelades
Sådan gør du
- Skyl peberfrugt, skær den midt over, fjern kerner og skær den i mindre stykker
- Skræl agurker (nemt med en kartoffelskræller) og skær dem i grove stykker
- Skyl forårsløgene, skær bunden af og skær dem i stykker
- Skær melonen midt igennem, skrab kernerne ud med en ske, skær skrællen af og skær melonen i mindre stykker. Gem lidt til servering
- Skyl bladselleri og skær i mindre stykker
- Del avocadoen i to, fjern stenen og skrab kødet ud med med en ske
- Pil hvidløg og tag evt kerner ud af chilien
- Kom melon, peber, agurk, forårsløg, avocado, bladselleri, hvidløg og chili i en blender sammen med 1 dl vand og blend det til en fin suppe. Tilsæt evt det sidste vand afhængigt af, hvor tynd, du vil have suppen
- Tilsæt limesaft, olivenolie og smag til med salt. Sæt suppen i køleskabet 1 time inden servering - gerne længere, så den bliver virkelig kold
Topping
- Rist mandlerne på en tør pande, lad dem køle af og hak dem derefter groft med en kniv
- Skyl forårsløg og skær dem i skrå skiver
- Skær avocado i små tern
- Skær lidt galia melon i små tern
- Skær grøn peber i små tern
- Skær chili i tynde ringe og fjern kerner
Anret suppen i suppeskåle og drys topping over inden servering
Tip:
Jo længere suppen står, jo mere smag får den. Den kan sagtens laves dagen før, den skal serveres