Pasta Arrabiata med serranoskinke

Italienske pastaretter kan være så simple og så alligevel utrolig lækre og smagfulde. Pasta Arrabiata er én af disse retter. Typisk italiensk, nem at lave og vildt lækker. Denne version har jeg lavet med en ovnstegt, sprød serranoskinke på toppen sammen med masser af hakket persille og basilikum. Jeg serverer den til hverdag men også til gæster. Og den er altid en god 'undskyldning' for et godt glas vin. Da der ofte ikke er så mange grøntsager i de italienske pastaretter, serverer jeg altid en salat til.

På italiensk betyder arrabiata vred, og pasta arrabiata er da også en ret med masser af 'vrede'. Det er individuelt, hvor meget chili, der skal til, for at man føler rettens vrede, så brug den type og mængde chili, der passer til dine smagsløg.

Se også min opskrift på Pasta Arrabiata med kylling og min vegetarversion


Ingredienser

Til 2 personer

  • 200 g penne pasta
  • 1 mellemstort løg
  • 1 solo hvidløg
  • 1 frisk chili - kan erstattes af 1 tsk tørret, knus chili. Brug den type og mængde, der for dig gør retten spicy
  • 1 dåse hakkede tomater, 400 g
  • 1-2 tsk chilisauce, fx Sambal Oelek
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • lidt salt
  • 1 tsk sukker
  • 2 spsk olivenolie

Til servering

  • ca 60 g serranoskinke - kan erstattes af Parmaskinke
  • 1 håndfuld hakket persille
  • lidt frisk basilikum
  • revet parmesan

Sådan gør du

  1. Varm ovnen op til 180 grader (varmluft)
  2. Læg serranoskinken på en bageplade med bagepapir og bag den til den er sprød. Stil skinken til side
  3. Kog pastaen efter anvisning på pakken
  4. Pil og hak imens løg og hvidløg fint
  5. Hak den friske chili fint
  6. Varm olivenolien op i en gryde og sauter løg, hvidløg og den friske chili et par minutter
  7. Tilsæt de hakkede tomater, chilisauce og basilikum - bruger du tørret chili, skal det også tilsættes nu - og lad saucen simre ca 15 minutter
  8. Server pastaen med tomatsaucen over, toppet med den sprøde serranoskinke og drysset med parmesan, persille og basilikum

Server en grøn salat og evt et stykke brød til