Portobellosvampe med oksekødfyld

De store portobellosvampe er simpelthen så lækre, og så er de samtidig super sunde med masser af vitaminer og mineraler og kun få kcal. Det må da siges at være 'win- win'. Svampene kan bruges til mange forskellige retter, og faktisk kan man bruge dem i stedet for de små brune eller hvide champignon. Skiver af portobellosvampe, ristet let og lagt på en pizza sammen med fx spinat og basilikum er himmelsk. Da de er store og 'hule', kan de også fyldes med en masse lækre grøntsager, urter, ris. quinoa og med kød. Så de indbyder til både vegetariske og ikke-vegetariske retter. Retten, jeg har lavet her, er med hakket oksekød, som jeg har krydret og givet et asiatisk twist. Super nemt og super lækkert  


Ingredienser

til 4 personer, afhængigt af størrelsen på svampene, bruger jeg 1½-2 pr person sammen med en salat 

  • 6-8 store portobellosvampe
  • 400 g hakket oksekød
  • 5 fed hvidløg
  • 1 chili, vælg mængde og type efter dine smagsløg - retten er lidt spicy
  • 1 tsk Chu Chum chilipasta eller anden chilipasta (se billede nedenfor)
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • revet skal af ½ ubehandlet limefrugt
  • 3 spsk kokosolie til stegning + smeltet kokosolie til at pensle svampene med - anden olie kan sagtens bruges

Topping

  • 1 dl kokoscreme eller kokosmælk, hvor du bruger det øverste tykke lag
  • 1 stængel citrongræs
  • 1 rød chili

    Sådan gør du

    1. Rens portobellosvampene, 'knæk stokken' af og skær rundt i kanten, så hullet bliver lidt større (se billede nedenfor)
    2. Hak halvdelen af svampestokkene fint
    3. Hak hvidløg og skær chili i tynde ringe
    4. Skær det hvide af citrongræsstænglen og skær det igennem på langs, så du kan lave strimler
    5. Skær den røde chili til 'topping' igennem på langs, fjern kernerne og skær den i strimler
    6. Varm en sauterpande eller anden pande op med kokosolien - tag 2 spsk fra til pensling af svampene
    7. Sauter hvidløg og chili i 2 minutter ved middel varme
    8. Skru op for varmen og tilsæt det hakkede kød og rist det
    9. Tilsæt stødt kardemomme, stødt spidskommen samt revet limeskal
    10. Tilsæt de hakkede svampestokke og steg sammen med kødet indtil kødet er stegt
    11. Til slut blander du Chu Chum pasta/chilipasta i
    12. Smør et ovnfast fad, eller brug bradepanden, læg svampene heri og smør dem med den smeltede kokosolie
    13. Kom kødfyldet i svampene, pres det lidt sammen
    14. Smør kokoscreme på toppen og placer et par strimler citrongræs og rød chili ovenpå
    15. Bag svampene ved 180 grader (varmluft) i 15 minutter til de bliver lidt bløde

    Server med en salat. Jeg havde nogle rester i køleskabet, så jeg lavede en salat af rød salat, rucola, fintsnittet fennikel, et par asparges og nogle bøgehatte (svampe), hvortil jeg brugte en rest af min hjemmelavede spinat-zucchini pesto. Gomadressing passer også virkelig godt til pga det asiatiske twist, jeg har givet svampene