Blomkålssuppe a la thai

Vi elsker blomkål. Blomkål i salater, i asiatiske retter eller rå blomkålsbuketter som snacks. Derfor ville jeg prøve at lave en blomkålssuppe. Jeg husker barndommens blomkålssuppe som en slags opbagt, tynd sauce, som jeg ikke har de bedste minder om. Derfor skulle der nytænkning til, og for mig var det mest oplagt at tænke mod asien. Så det blev en blomkålssuppe a la thai. En lækker og mættende blomkålssuppe, der kan laves med kylling eller uden som vegetarsuppe. Min version her er med kylling toppet med baconknas, ristede cashewnødder og svampe   


Ingredienser

til 4 personer 

  • 1 blomkål, ca 700 g
  • 100 g frisk spinat
  • 3 fed hvidløg
  • ca 25 g ingefær
  • 3 tsk grøn karrypasta
  • 4 limeblade
  • saft af 1 limefrugt
  • 1 spsk soya
  • 1 ds kokosmælk
  • 6 dl vand
  • 2 spsk kokosolie
  • ca 250 g kyllingebryst, kan udelades, hvis du vil lave vegetarsuppe

På toppen inden servering

  • 150 g bacon
  • 1 håndfuld brune champignon eller kantareller (friske eller tørrede)
  • 35 g ristede, saltede cashewnødder
  • lidt frisk koriander

Sådan gør du

  1. Rengør blomkål og skær det i mindre stykker - stykkerne behøver ikke være ensartede og pæne, da de alligevel skal blendes 
  2. Pil og hak hvidløg og skræl og hak ingefær 
  3. Pres saften af limefrugten 
  4. Skyl spinaten 
  5. Skær kyllingebryst i små tern 
  6. Skær bacon i mindre stykker og sæt det til side 
  7. Rens og skær champignon i skiver og sæt dem til side. Bruger du friske kantareller kan du lade de mindste være hele. Bruger du tørrede, skal du sætte dem i blød efter anvisning på pakken
  8. Varm 1 spsk kokosolie op i en wok eller gryde og rist heri 1 tsk grøn karrypasta og limeblade 1 minut, hvorefter kyllingen tilsættes, brunes og steges mør. Tag kyllingen op på en tallerken og stil den til side
  9. Kom 1 spsk kokosolie i woken/gryden sammen med de sidste 2 tsk karrypasta, hvidløg og ingefær og rist 1 minut
  10. Tilsæt blomkål og spinat og svits 1 minut, tilsæt derefter kokosmælk, vand og limesaft og lad det hele koge ca 10 minutter, til blomkålen er mør
  11. Mens suppen koger, rister du cashewnødderne på en tør pande. Derefter steger du bacon på panden til det bliver sprødt og lækkert. Tag bacon op af panden, hæld det meste af fedtet fra og rist kantareller/champignonskiver et par minutter. Sæt de tre ting til side til suppen er klar
  12. Når blomkålen er mør, kommes suppen i en blender - husk at tage limebladene op - og den blendes til en ensartet suppe
  13. Hæld suppen tilbage i gryden/woken, tilsæt de stegte kyllingestykker og varm igennem nogle minutter

Server suppen i suppeskåle eller -tallerkner og drys bacon, champignon og cashewnødder over sammen med lidt frisk koriander


Server med lækkert brød, fx naanbrød eller grillede pitabrød, som du kan grille mens suppen varmes igennem