Det fungerede super fint, da jeg lavede pulled chicken forleden, så det ville jeg prøve i en kyllingetærte. Jeg synes, broccoli er rigtig godt sammen med andet tærtefyld, så det blev en kyllinge-broccolitærte. Til den serverede jeg en blomkålssalat med kirsebærbalsamico
Ingredienser
til 4 personer
Tærtedej
Jeg bruger ofte en færdiglavet tærtedej - som regel den fra Netto. Den er rigtig god. Har jeg god tid, laver jeg tærtedejen selv
- 100 g kold smør
- 180 g hvedemel - 60 g kan erstattes med rugmel
- 2 spsk vand
- ½ tsk salt
Fyld
- 1 1/2 stykke kyllingebryst (ca 300 gram)
- 2 stilke bladselleri
- 1 porre
- 1/2 - 3/4 broccoli
- 2 fed sorte fermenterede hvidløg (alternativt almindelige hvidløg)
- 2 tsk karry
- olivenolie til stegning
- 3 æg
- 225 gram skyr, 0,2%
Sådan gør du
Tærtebund
Hvis du bruger færdiglavet tærtedej, springer du til punkt 3
- Skær smørret i stykker og hak det sammen med melet
- Tilsæt vand og salt og ælt dejen sammen. Lad den hvile i køleskabet ca ½ time
- Smør tærteformen
- Tryk dejen ud i en tærteform (ca. 24 cm) - husk også op ad kanterne
- Prik huller i tærtebunden med en gaffel
- Forbag tærtebunden ca. 10 min ved 180 grader (varmluft)
Fyld
- Gnid kyllingebryst med 1 tsk karry samt friskkværnet pepper
- Skyld og snit porrer og bladselleri i tynde skiver
- Hak hvidløg
- Del broccoli i små buketter
- Varm olien op i en gryde eller pande og steg kyllingestykkerne heri til de er gennemstegte
- Når kyllingestykkerne er gennemstegte tages de op og porrer og hvidløg sauteres i den rest olie der er tilbage i gryden, indtil porerne bliver blanke (tilsæt evt lidt mere olie, hvis grøntsagerne sætter sig fast)
- Tilsæt broccoli og sauter i 2 minutter
- Tilsæt bladselleri og sauter i 1 minutter
- Lav trævler af kyllingestykkerne - 'pulled chicken' - ved at trække dem fra hinanden med 2 gafler (se billede nedenfor)
- Pisk æg, skyr og 1 tsk karry sammen med en gaffel
- Varm ovnen op til 180 grader (varmluft)
- Fordel kyllingetrævlerne på tærtebunden
- Fordel grøntsagsfyld hen over og hæld æggemassen over til sidst
- Bag nu tærten ved 180 grader (varmluft) i ca 30 minutter til æggemassen har sat sig og er stivnet
Server tærten med en salat til. Jeg serverede en bomkålssalat
Tip: Hvis du har en ovn, der kan give undervarme med luftcirkulation, behøver du ikke forbage tærtebunden men give den 200 grader i ca 25 minutter på underste ribbe