Mexicanske tacobåde med oksekødfyld 

Mexicansk mad er altid et hit her hos os, uanset om det blot er til os selv eller til gæster. Der er så mange muligheder med de bløde tortillas, de sprøde tacoskåle eller de bløde tacobåde. Og ikke at glemme nachos.

Man kan 'starte forfra' og lave sit fyld, når det skal bruges, men det er også oplagt at bruge rester fra dagen før, evt tilsætte Spicy Taco Mix eller Burrito Mix, og wrappe resterne ind i tortillas eller fylde dem i skaller eller både. Kylling, kalkun, oksekød eller fisk - alt kan bruges, og man kan lave vegatariske tortillas og tacobåde. Under alle omstændigheder er det lækkert med masser af grønt og så servere lækre cremer eller lækkert dip til. Champignon ristet i hvidløg og persille samt forskellige former for agurkesalat/syltede agurker er også et hit til.


Ingredienser

Tacobåde, soft (de bløde) fås i stor og i ministørrelse. Jeg bruger Mex og co fra Netto.

Hvis du har de store, skal du beregne 2 pr person. De små skal du beregne 3-4 pr person. Det afhænger af hvor meget tilbehør, du serverer til, og selvfølgelig af hvor sulten man er.

Fyldet i denne opskrift er til 12 af de små tacobåde

  • ½ kg hakket oksekød
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • chili - vælg type og mængde, der passer til dine smagsløg
  • 1 håndfuld frosne majs
  • 1 håndfuld frosne ærter
  • 1 pose Spicy taco mix - jeg bruger Mex og co fra Netto, men der findes mange slags i de forskellige supermarkeder
  • 2 spsk vand
  • olivenolie til stegning

Sådan gør du

  1. Hak løg, hvidløg og chili og sauter dette i olivenolie
  2. Tilsæt det hakkede oksekød og steg det, til det er gennemstegt
  3. Tilsæt Spicy Taco Mix og rør det godt rundt i kødet
  4. Tilsæt vand, så krydderiet samler sig
  5. Tilsæt majs og ærter og varm igennem
  6. Varm tacobådene efter anvisning på pakken
  7. Put en skefuld fyld i hver af de små tacobåde og pynt disse inden servering. Jeg pyntede med snittet rødkål, tynde gulerodsstave og en halv mini - dadeltomat
  8. Server med en salat (gerne med frugt i) og forskellige cremer og dip. Forslag kan være guacamole (hvis ikke du har tid til at lave det selv, kan du få en rigtig god guacamole fra Løgismose eller La Campagna i Netto), æblechutney, peber-chili creme eller en dressing af yoghurt med krydderurter. Syltede agurker/agurkesalat passer også fremragende til.